Møgunge: indtil andet er bevist

Moderen bag tasterne

Det slog mig, mens jeg gennemlæste sidste indlæg, at det måske kunne være på sin plads kort at skitsere, hvordan min “status i voksenlivet”, har set ud siden min ældste søn kom til verden i 2006. Det kan nemlig godt komme til at blive lidt forvirrende, når jeg nok som oftest kommer til at skrive om forløbet i perioden, hvor jeg kæmpede den alene, men så en gang imellem berører nutiden, hvor jeg absolut kæmper den sammen med min kæreste, min yngste søns far.

Så kort fortalt.

Mit bogstavbarn blev født i sommeren 2006. Jeg var 22 år på det tidspunkt. Ikke planlagt – ikke gennemtænkt. Men i allerhøjeste grad elsket. Forholdet med hans far sluttede, da han var 1,5 år, og vi boede i en periode hos mine forældre, hvorefter jeg flyttede og startede på læreruddannelsen imens C var i dagpleje, senere børnehave. Da han startede i 0.klasse, var jeg i et længerevarende forhold, der dog ikke var ligebyrdigt – i den grad et forhold med et barn i bagagen nu kan blive. Det ved jeg nu, men havde kun en fornemmelse af det dengang, hvilket også betød, at det i sidste ende aldrig havde holdt. Og egentlig også skulle være stoppet langt inden det gjorde. Det blev nemlig enormt destruktivt for mig, både at skulle kæmpe min søns kamp og samtidigt forholde mig til et menneske, der ikke magtede at støtte mig. Og skal det stå sort på hvidt, var forholdet fra start langt mere drænende end givende. Sådan bliver man jo klogere. Heldigvis.

Efter en flytning og en heftig kamp mod egne indre dæmoner og min søns lige så højtråbende ydre som indre, fandt jeg en ro – i hvert fald for en stund. Og netop der faldt det sammen med, at jeg mødte min kæreste. Ærligt, så kan jeg fortsat den dag i dag ikke helt forstå mit held. For livet ville, jeg mødte ham præcis på det tidspunkt, han mærkede en tilsvarende ro – eller i hvert fald et behov for at få det samme, som jeg ønskede. Et forhold med det hele – og lidt meget til. Min søn. Og her er vi så i dag, i en hverdagssuppedas med alt hvad remmer og tøj kan holde. Det går ikke stille for sig herhjemme, hverken på daglig basis eller i et større perspektiv. En lillebror kom hurtigt til. Et rigtigt lille kærlighedsbarn.

Jeg kunne skrive mangt og meget om mit voksenliv, men jeg synes egentlig mest, det vil give mening ift. kampene, der har udspillet sig. Derfor vil jeg hverken nævne mit bogstavsbarns far eller det tidligere forhold, for når det skal siges som det er, så har jeg sgu kæmpet på egen hånd. Indtil nu. Eller nej, moralsk opbakning og trøstende ord fra familie og venner har jeg selvklart fået, og uden det kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det har måtte være. For ensomt, det har det godt nok været alligevel. Og er det til dels fortsat. For ingen forstår sådan helt helt rigtigt, hvordan det er at være min søns mor.

Jeg kan kun med bævrende sind forestille mig, hvordan det så til tider må være at være min søn…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Møgunge: indtil andet er bevist