Møgunge: indtil andet er bevist

Fortsat fra forrige indlæg

Jeg lod ham selvfølgelig ikke bare sidde derude, ved brandudgangen, uden en kamp. Men der skulle gå et stykke tid inden jeg helt forstod, hvor problematisk min søns skoletid var blevet. Der skulle et stykke tid til inden det gik op for mig, at kampen jeg skulle tage ikke handlede om mit barn, om ét barn, men om tal. Pludselig blev der talt om økonomi fremfor pædagogik. Og skolen kunne ikke hurtigt nok gøre det klart for mig, at så længe der var tale om så problematisk adfærd, så kunne de ingenting gøre andet end at isolere ham – når nu de ikke havde flere kroner og ører at gøre godt med.

Måden hvorpå der blev talt om mit barn gjorde så ondt, at jeg her 3 år efter, fortsat kan mærke gråden. Den grådkvalte fornemmelse jeg havde hver gang, jeg blev kaldt til samtale på skolen for at høre om min søns adfærd. Følelsen af, at ingen længere kunne se noget godt i ham, og han fra nu og indtil andet blev bevist blot var en uopdragen møgunge. MIN MØGUNGE vel at mærke!

Og jo. Gu’ var hans adfærd ikke acceptabel. Og selvfølgelig skulle klassen beskyttes mod hans udadreagerende adfærd. Men hvem andre end mig skulle beskytte ham mod et system, der langsomt men sikkert nedbrød hans tro på sig selv, hans evne til at indgå i det sociale og opnå en alderssvarende faglighed.

Vredesudbrud, mangel på autoritetstro og stærk afstand til skolen var en del af vores hverdag. En helt naturlig og nedslidende del af min rolle som hans mor. Og da jeg sad en aften og skrev mit råb om hjælp til PPR, ønskede jeg inderligt, at han ville få en diagnose – bare en eller anden. For tanken om, at han så længe han ikke havde et sådan mærkat, ville blive opfattet som et uopdragent barn eller endnu værre et ondt barn, var simpelthen for hjerteskærende. Tanken om, at han fortsat skulle holdes isoleret uden forståelse for hans væsen og det der gjorde (og gør) ondt i livet på ham, gjorde mig til tider så ængstelig, at jeg begyndte at vende skylden mod mig selv. Begyndte at føle, at jeg var grunden til hans udfordringer, hvilket betød, at jeg også begyndte at bilde mig ind, at jeg blot ville have en diagnose på ham for at slippe for den dårlige samvittighed.

Det var derfor med lige dele glæde og sorg, at vi kom i gang med en udredning. En udredning der begyndte på stort set samme tidspunkt, som jeg skruede bissen på og for alvor begyndte at kæmpe mod systemet. Fandme nej, om han fortsat skulle sidde på den anden side af et klasselokale. Dog var én ting helt sikkert, han skulle ikke tilbage til der, hvorfra han var blevet opgivet og sendt væk fra.

Min møgunge skulle nok få sit bevis – og sin rette plads!