Husker du at sørge?

– Hvad mener du?

– Husker du at sørge? spurgte psykologen igen

Først forstod jeg virkelig ikke, hvad hun mente. Hvad skulle jeg sørge over? Ingen er jo døde. Jeg var hos hende på grund af stress, henvist af min fagforening i forbindelse med min sygemelding fra arbejdet. Formålet var, at vi skulle tale om mig i forhold til mit arbejde, men langt størstedelen af tiden blev brugt på at tale om mit bogstavbarn. Om mig som mor til ham. Hvilket var mere end heldigt. Eller det vil sige, det syntes jeg ikke til at starte med.

I min optik var jeg jo kommet til psykologen for at blive bedre til at “gå på arbejde”. Jeg troede helt enkelt, at min stress udelukkende skyldes de mange timer tvunget væk hjemmefra (noget med en arbejdstidsaftale og en dertilhørerende 40 timers uge samt uddannelse oveni). Men som psykologen sagde, så skyldes stress sjældent kun en arena i livet, men langt oftere det faktum, at flere dele af livet forlanger af én at være i handlingsdomænet i alt for lang tid. For vi kan alle godt klare at være pressede og have stressfaktorer over os, men ikke hvis det fortsætter i længere perioder uden ro til at komme ovenpå igen. Få trukket vejret helt ned i maven og få sænket skuldrene.

Og var der noget mine skuldre ikke var, så var det sænket. For jeg skulle være kampklar! I mange år har jeg stået klar til at havne i konflikter med min søn, hente ham pludseligt hjem fra skole, skulle forsvare mig over for uforstående, klare hverdagspligter og være fit for fight på arbejdet. Hvem skulle ellers?

Netop det var vist hendes pointe. Jeg har ikke været god til at bede om hjælp (det kæmper jeg fortsat med), for hvis ikke jeg skulle kunne magte det, hvem skulle så? Altså ment på den måde, at det er MIN søn og vores liv, ingen andres. Så muligheden for at smide sig fladt ned og skrige, “jeg magter det ikke”, havde aldrig eksisteret. Indtil der. Indtil lige den dag, hvor hun sagde:

– Du må godt sørge over det! Faktisk så skal du, ellers kommer du ikke videre. Du må godt synes, det er PISSE uretfærdigt, at du har de her udfordringer med din søn.

Det var første gang, at jeg sådan helt ærligt udtrykte min sorg over ikke at have fået “et normalt barn”. Og gud, hvor ser det hæsligt ud på skrift. Normalt barn. Lige så hæsligt, som det var, og er, at sige højt. For hvad er egentligt normalt? Hvem afgør, hvad der er normalt? Og hvem siger, dét udgør lykken for én? For mig? Ikke jeg, og det var nok mest af alt det processen gav mig – det blev min billet til at sige noget, som jeg syntes, var umuligt at sige højt og ikke blive dømt for at sige samt teste det emotionelt. For jeg vil jo ikke have en anden end ham som min søn, men det gav mig en erkendelse. Selvom det er hårdt hver dag, næsten uden undtagelser, så er den der leg med ‘græsset der er grønnere på den anden side’ bare ikke værd at lege. Dog er det helt i orden, at synes visse dage er det rene l o r t. At udfordringerne er uoverskuelige og fremtiden mega usikker. Men den følelse ejer jeg nu, uden omsvøb og uden facade, den ejer ikke mig. Jeg tør godt indrømme det både over for mig selv og andre. Jeg tør godt sørge over de svære dage. Men jeg rejser mig igen. Aktivt. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg vil.