Jeg har 3-4 kladder liggende, men det er som om, at de bare samler støv. Når jeg ser på et opstartet indlæg, der dagen forinden gav mening, er det som om, jeg ikke helt kan føle det dagen efter. Det er sværere end som så at skrive meget specifikt om noget hver gang. Jeg kunne godt skrive en masse andet tekst, men formålet med bloggen er jo ikke, at jeg skal skrive for at skrive (det har jeg overhovedet heller...

– Hvad mener du? – Husker du at sørge? spurgte psykologen igen Først forstod jeg virkelig ikke, hvad hun mente. Hvad skulle jeg sørge over? Ingen er jo døde. Jeg var hos hende på grund af stress, henvist af min fagforening i forbindelse med min sygemelding fra arbejdet. Formålet var, at vi skulle tale om mig i forhold til mit arbejde, men langt størstedelen af tiden blev brugt på at tale om mit bogstavbarn. Om mig som mor til ham....

Der er så ufatteligt mange øjeblikke i mit liv som mor, hvor jeg efter min ældste søn er blevet puttet, har rullet mig sammen på sofaen og grædt mine øjne ud – af frustration og i magtesløshed. Ikke fordi jeg har haft ondt af mig selv eller tilladt mig selv at give mig lov til at føle uretfærdighed, det har der simpelthen ikke været tid til. Nej, jeg har grædt pga. episoder, hvor jeg har mistet mit fodfæste og min...

Jeg har faktisk super meget på hjertet. Og jeg brænder rigtig meget for at få denne her blog op at køre. Forhindringen er hverdagen. Fuldtidsjobbet, et tæt pakket program, at være kæreste og mor til to. Jeg skriver rigtig mange indlæg i hovedet. Og små skriblerier på mobilen, men da jeg gerne vil have nogle nogenlunde kvalificerede indlæg ud, kræver det lidt ekstra end blot at trykke udgiv. Derfor er her lidt stille. Men jeg er kun lige startet!

Det slog mig, mens jeg gennemlæste sidste indlæg, at det måske kunne være på sin plads kort at skitsere, hvordan min “status i voksenlivet”, har set ud siden min ældste søn kom til verden i 2006. Det kan nemlig godt komme til at blive lidt forvirrende, når jeg nok som oftest kommer til at skrive om forløbet i perioden, hvor jeg kæmpede den alene, men så en gang imellem berører nutiden, hvor jeg absolut kæmper den sammen med min kæreste, min...