Så sad han der ved brandudgangen

Jeg kan ikke huske den egentlige situation – altså grunden til, at jeg for 117. gang ankom til skolen gennemblødt af sved fra cykelturen fra arbejdet, jeg atter var blevet “ringet hjem fra”. Jeg husker ikke hvad han havde gjort, måske var det den gang han stak en blyant i panden på en pige fra klassen eller bare var stukket af fra undervisningen. Igen. Telefonsvaren: “Hej! Ja, så må vi bede dig komme igen, for C kan ikke være her mere i dag”.

Han havde vel været en lille måneds tid på den nye skole. 1. klasse. Og vi var lige flyttet dertil. Startede overraskende godt ud. Og selvom jeg på det tidspunkt kun havde et enkelt år i bagagen som mor til et skolebarn, havde jeg gruet for opstarten. Episoder i året forinden havde sat sig i mig, og jeg kunne mærke stille og roligt, at mit barns skolegang ikke ville blive helt som andre børns. Hvorfor vidste jeg bare ikke.

Op ad skolens tunge trapper kom jeg endnu engang. Med klumpen i maven voksende sig stor i takt med tankerne skabt i hovedet på vej derhen. På 45 minutter kan man virkelig nå at tænke sine tanker, om det der kan være sket: hvem har han slået? har han smadret noget? skadet sig selv? Alverdens tanker, som oftest blev bekræftet i værste tænkelige version.

Pædagogens blik. Hende der denne gang får lov at tage sig af det ulykkelige barn. Han vil som altid ikke tale med mig til at starte med, og hun beder mig tale med læreren. Igen, jeg husker ikke om hvad præcist, men jeg husker afslutningen. Der hvor læreren, med hvad der ligner lettelse, fortæller mig, at de arbejder på en løsning, så C ikke længere kommer så meget i konflikter. Han går ikke i detaljer. Jeg spørger ikke. Men jeg længes mod den løsning. Konfliktfrie dage. Dage uden ondt i maven, når han er afleveret i SFO om morgenen…

Og så sad han der ved brandudgangen, den dag jeg hentede ham efter arbejdet og forventningsfuld havde set frem til at se og høre om skolens løsning. Løsningen der blev, at han fik en ny plads. Uden for klasselokalet. Ved en brandtrappe. Med en computer til fri afbenyttelse og en pædagogmedhjælper – engang imellem en AKTpædagog. Og sådan gik der 6 måneder… Uden en klasse at høre til. Ekskluderet.