ADHD

Der er ikke noget unikt over at starte en blog om ADHD, og det er heller ikke formålet. At det skal være unikt. For det er vores hverdag. Vores hverdag med ADHD inde på livet. Min søn har diagnosen, og jeg kan som hans mor, kun i et begrænset omfang tillade mig at tage patent på kampen. Til gengæld er jeg sikker på, at den del af kampen jeg tager sammen med ham – og til tider for ham – er værd for andre at læse om. Andre i lignende situationer. For ikke alene én gang, men to gange på en uge, har jeg fået henvendelser om vores forløb. Om nogle der kender nogle, der godt kunne tænke sig at høre om vores kamp. Og det er ikke første gang. Desværre. Fristes man til at tilføje. For sikke kamp.

Bloggen kan forhåbentligt komme til at fungere som et talerør til og for forældre til børn med ADHD (eller andre udfordringer), men kommer i den grad også til at være selvterapeutisk – og ikke kun omhandlende diagnosesnak. Så jeg sidder lige nu i spænding… for om lidt føres den tanke, der har rumsteret længe i mig, ud. Om lidt trykker jeg ‘udgiv’.