Venskaber, de uperfekte perfekte

Min søn er ikke socialt ubegavet. Tværtimod. Faktisk vil jeg vove den påstand, at han er ret så socialt intelligent. Men hans konfliktefyldte sind spænder ben, tit. Eller har i hvert fald gjort det i langt det meste af hans 10 årige liv.

Da han gik i børnehave, var der egentlig ingen der tænkte, at han havde udfordringer udover det, der anses for normalen. Han havde nogle fine venskaber med de andre børn på stuen, især med én dreng, som han ofte legede med privat. De passede godt sammen. Om det fortsat havde været sådan, hvis vi var blevet i Århus, ved jeg ikke, men jeg tænker de havde mødt nogle udfordringer der. For lige inden vi flyttede, begyndte de i skole, og det var der at konflikterne for alvor tog fat.

Siden skolestart har jeg som mor været vidne til den eksklusion, som ikke kun børn danner, men også børnenes forældre, ja faktisk mest af alt de sidste. Det har gjort så smertende ondt, selvom jeg langt de fleste gange har kunne forstå hvorfor – med mit rationelle jeg. Men mit moder jeg har måtte tårefyldt se til, at mit barn er blevet fravalgt af de fleste og kun lidt valgt til af de få.

“Mor, hvorfor kan jeg ikke få en legeaftale med ham?” – hvortil jeg har måtte vurdere, om jeg skulle lyve igen eller stikke ham sandheden.

Jeg bebrejder kun dem, der har gjort det bevidst (og det ved jeg at nogle har). For hvis jeg selv skal sige det, har jeg altid været rasende god til at se vores situation fra begge sider. Jeg forstår godt frygten, men jeg tager afstand fra uvidenheden.

Og sikke en skam for de venskaber, der kunne have været. For min søn er ikke sin diagnose, og var det heller ikke inden, han fik den på papir. Han er en dreng med en kæmpe fantasi, humor på højt plan og en fantastisk loyalitet. Når C kigger på én, sådan rigtigt ser én og elsker én, så føler man sig mega heldig. Og netop derfor, har han i skrivende stund nogle gode venskaber. Derfor, og fordi han nu har lært, at det kræves af ham i et venskab, at han kan give plads til den anden og ikke dominere det hele. Han kan ikke altid få sin vilje hver gang, for sådan en person er svær at lege med.

Lige børn leger bedst, er der måske noget om. For hvor er det dog blevet lettere, med det der venskab. Måske pga. alder, modenskab, ny skole med et inkluderende miljø eller måske pga. en forældregruppe, der oplever lignende udfordringer i deres børns liv. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at jeg personligt slapper mere af i min søns sociale liv nu end nogensinde før. Det skal nok gå. Og det der med en bedste ven, som man ønsker for sit barn at få – det er lige det han har fået.

En bedste ven som han har brugt 24 timer non-stop med siden i går – uden interne konflikter. Fordi de forstår hinanden. Måske fordi de er ligesindede, måske fordi de er et perfekte match.

Ikke perfekte, men perfekte for hinanden.