Impulsstyring – Et øjebliksbillede

Jeg har gået og småskrevet på et indlæg, som åbenbart er svært for mig at få ned på papir. Ved ikke hvorfor. Men irriterende er det dog, da jeg så gerne vil blogge. Nu har bogstavbarnet imidlertidigt sørget for inspiration.

Kender I The Marshmallow test, der handler om Impulsstyring og behovsudsættelse? Oh Well, for 1 år siden ville jeg på sekundet sige, at den ville sønnen aldrig består. Som i “han ville tage skumfidusen ud af hånden på personen, inden denne havde præsenteret reglerne for legen og lagt den på bordet”… Haps.
Tænker dog, at han det sidste år virkelig har gjort fremskridt og er blevet markant bedre til at tælle til ti, inden han har handlet fuldstændigt impulsivt. Derfor er det heller ikke et problem at sende ham i Fakta med pant, som er hans “tjans”, og regne med han kommer hjem med mønterne, som han så får til sin opsparing.
I dag spørger han så, om han mon må kigge efter noget slik til på fredag. Jeg siger, det er lidt fjollet, for så kan han ikke købe så meget, som hvis han ventede lidt. Det er han dog ligeglad med, han vil bare gerne kigge – og HVIS nu der er noget, få lov at købe det med hjem. Jeg bevilliger.

Da han kommer tilbage 15 min senere, kan jeg godt fornemme, noget “lugter lidt af løjer”. Eller rettere nogen. Det plejer at tage 5 minutter, max. 10. Han er gået igennem gården og råber derfra imens han viser to små snollede mønter “de blev kun det her!”… Ahva!? 2,5 kr. Arrrg mester, den må du længere ud på landet med.

Og ganske rigtigt, gavtyven måtte indrømme (ikke specielt angrende, dog ærgerlig over at blive afsløret), at han var “kommet til” at købe noget slik og spise det på vejen hjem. Så meget for den tillid til behovsudsættelse… Som jeg spurgte ham om, “står der idiot i panden på mig”!
Tænk sig han ikke har lært endnu, at hans mor ser alt, ved alt og nok at få løgnen ud af ham, ved blot at sige “gentag lige det igen!”